Karantæne

Du vil få en karantæne på 3 uger, hvis du uden en gyldig grund:

  • Selv siger dit arbejde op, eller selv er skyld i din afskedigelse
  • Selv siger op efter, at du er blevet opsagt af arbejdsgiveren (=kontraopsigelse)
  • Får nedsat din arbejdstid med henblik på, at få udbetalt supplerende dagpenge
  • Accepterer et for kort opsigelsesvarsel
  • Tager orlov fra dit arbejde
  • Afslår et formidlet arbejde
  • Afslår at være med til at udarbejde eller revidere en jobplan
  • Afslår eller ophører i et tilbud efter en jobplan
  • Afslår, ophører eller udebliver i forbindelse med et uddannelsespålæg
 
Afvikling af karantæne
3 ugers karantæne svarer til 111 timer, hvor du ikke kan modtage dagpenge. Karantænen kan kun afvikles i perioder, hvor du har ret til ydelser fra a-kassen. Karantænen har virkning fra dagen efter ophøret.

Karantænen forældes efter 3 måneder fra den dag, du ophørte med dit arbejde. Den forældes også, hvis du har fået indberettet 185 timers arbejde i Indkomstregistret efter det tidspunkt, du blev idømt karantænen.

Hvis du bliver selvforskyldt ledig, mens du deltager i et tilbud efter en jobplan og samtidig modtager en ydelse, som ikke udbetales af a-kassen, får karantænen tidligst virkning fra det tidspunkt, hvor du ophører med aktiviteten.


Udeblivelse
Første gang du udebliver fra en samtale i a-kassen eller i jobcentret, som du er blevet indkaldt skriftligt til, og som du ikke på forhånd har meldt afbud til, mister du retten til dagpenge indtil du igen har taget til kontakt til a-kassen eller jobcentret.

Anden gang inden for 12 måneder (fra den første udeblivelse), hvor du udebliver fra en samtale i a-kassen eller i jobcentret, som du er blevet indkaldt skriftligt til, og hvor du ikke har en gyldig grund til udeblivelsen, vil du få 2 ugers karantæne. Det medfører dog ikke karantæne, hvis udeblivelsen skyldes et akut udefra kommende forhold, som du ikke har kunnet forudse eller forhindre.


Gentagelsesvirkning
Hvis du får karantæne to gange inden for 12 måneder medfører det, at du ikke kan få udbetalt dagpenge, før du i en sammenhængende periode på 3 måneder har fået indberettet 300 timers ustøttet arbejde i Indkomstregistret (månedslønnede). For 14-dagslønnede er kravet 276 timer.

Deltidsforsikrede skal i en sammenhængende periode på 3 måneder have fået indberettet 150 timers ustøttet arbejde i Indkomstregistret (månedslønnede). For 14-dagslønnede er kravet 138 timer.