Seniorjob

Hvis din dagpengeret udløber, når du er fyldt 55 år, har du ret til et seniorjob i din kommune.

Du skal selv ansøge om et seniorjob. Du skal henvende dig hos kommunen, for at høre hvordan.

Du kan tidligst ansøge om et seniorjob 3 måneder før din dagpengeperiode ophører, og kommunen skal senest have modtaget ansøgningen 2 måneder efter udløbet af dagpengeperioden.

Kommunen har pligt til at ansætte dig i et seniorjob senest 2 måneder efter den dato, hvor du ansøger om seniorjobbet – dog tidligst ved udløbet af dagpengeperioden. Det har derfor stor betydning, at du søger om at få et seniorjob senest 2 måneder, før din dagpengeret ophører, da du ellers risikerer at være uden indkomst i en periode.

Hvis du først søger om et seniorjob, når du har mistet retten til dagpenge, vil du først få løn, når kommunen har bevilget dig seniorjobbet. Du vil ikke være berettiget til dagpenge i den mellemliggende periode.


Hvad er et seniorjob
Et seniorjob er arbejde på overenskomstmæssige betingelser i din bopælskommune. Det skal være arbejde på fuld tid for fuldtidsforsikrede, mens deltidsforsikrede kan arbejde på deltid. Kommunen fastsætter indhold og omfang efter en samtale med dig, og arbejdet skal tilrettelægges, så det passer til dine interesser og kvalifikationer.

Det er en betingelse, at du er tilmeldt efterlønsordningen, og at du vil opfylde anciennitetskravet for efterløn, når du når efterlønsalderen. Du skal fortsætte med at betale efterlønsbidrag

Hvis du flytter til en anden kommune, kan du fortsætte i dit seniorjob eller søge om et nyt seniorjob i tilflytterkommunen. Dette kan du tidligst søge 3 måneder, før du flytter, og den nye kommune skal ansætte dig senest 2 måneder efter ansøgning.