Hvis du mister retten til dagpenge eller bliver længerevarende syg

Hvis du mister retten til dagpenge eller bliver syg i længere tid, træder en række regler i kraft. Min A-kasse kan vejlede dig om at undgå mulige faldgruber og om dine muligheder for f.eks. kontanthjælp eller fleksjob.

Kontanthjælp

Hvis du mister retten til dagpenge, har du mulighed for at få udbetalt kontanthjælp fra Jobcentret i din kommune. Forudsætningen for at få kontanthjælp er, at du på grund af ændringer i dine forhold ikke er i stand til at forsørge dig selv og din familie. Hvis du har pension, fratrækkes det i kontanthjælpen, og hvis du har formue, skal den anvendes, inden du har ret til at få udbetalt kontanthjælp. Din eventuelle ægtefælles eller samboers indkomst, pension og formue har også afgørende betydning. Hvis din ægtefælle/samboer har en arbejdsindtægt vil dette blive modregnet krone for krone i kontanthjælpen. Du skal henvende dig til dit lokale jobcenter hvis du vil søge om kontanthjælp.
 

Hvis du bliver syg i længere tid

Hvis du i en periode er syg, kan du få sygedagpenge fra din kommune. Efter senest 8 ugers sygdom vurderer kommunen, om der fortsat er grundlag for at udbetale sygedagpenge, samt hvordan du hurtigst muligt kan vende tilbage til arbejdsmarkedet. Kommunen kan blandt andet tilbyde dig behandling, optræning, revalidering, fleksjob, pension og andre former for bistand. Kommunen foretager en vurdering hver 8. uge. Efter senest 26 uger skal der laves en plan for, hvordan du kan vende tilbage til arbejdsmarkedet.

Det er vigtigt, at du medvirker ved både opfølgningssamtalerne og udarbejdelse af planen, da kommunen ellers kan stoppe udbetalingen af sygedagpenge. Der kan som hovedregel kun udbetales sygedagpenge i 22 uger. Herefter skal kommunen vurdere om der mulighed for at forlænge retten til dagpenge, hvis du stadig er syg, og en af følgende situationer gælder:
  • Det anses for overvejende sandsynligt, at der iværksættes revalidering.
  • Det anses for nødvendigt at gennemføre virksomhedspraktik eller andre foranstaltninger for at afklare din arbejdsevne.
  •  Du er under/venter på behandling, som vil gøre dig i stand til at arbejde igen inden for 26 uger.
  •  Der er rejst sag om arbejdsskade.
  •  Der er indgivet ansøgning om social førtidspension.
  • Særlige omstændigheder taler for det. Det drejer sig især om alvorlige, uhelbredelige lidelser.

Hvis sygedagpengene ikke kan forlænges overgår du til ressourceforløbsydelse.

Når du melder dig rask efter længere tids sygdom, vurderer Min A-kasse, om du igen er til rådighed for arbejdsmarkedet. Læs mere om sygedagpenge og hvordan du får økonomisk kompensation i sygdomsperioden.

Fleksjob

Hvis du ikke kan vende tilbage til det ordinære arbejdsmarked, opfylder du måske betingelserne for at få tildelt et fleksjob. Et fleksjob er arbejde på særlige vilkår, hvor der tages hensyn til, hvad du kan magte. Betingelsen for at få tildelt et fleksjob er, at din arbejdsevne er varigt nedsat, og at revalidering ikke vil kunne bringe dig tilbage på det ordinære arbejdsmarked. Aflønningen i et fleksjob er som udgangspunkt overenskomstens mindsteløn. Din arbejdsgiver modtager tilskud til din løn fra kommunen på ½ eller 2/3 af mindstelønnen, afhængigt af din arbejdsevne. Det er din kommune, der afgør, om du opfylder betingelserne for fleksjob. Fleksjobaftalen udarbejdes mellem dig, arbejdsgiveren og kommunen. Det er også en god ide at inddrage din faglige organisation.

Hvis du bliver ledig fra et fleksjob, er du ikke berettiget til dagpenge, men skal i stedet have en ledighedsydelse fra kommunen.

Det er ikke muligt at være tilmeldt efterlønsordningen, når du arbejder i et fleksjob. I stedet tilmeldes du fleksydelsesordningen, som er en efterlønslignende ordning i kommunen. Du betaler det samme bidrag til fleksydelsesordningen som til efterlønsordningen, og der gælder stort set de samme regler for at gå på fleksydelse som på efterløn, ligesom ydelserne er de samme.


Social førtidspension

Hvis din arbejdsevne er varigt nedsat, og du ikke har mulighed for at komme tilbage på arbejdsmarkedet igennem kommunens hjælpeforanstaltninger, kan du få tildelt social førtidspension. Kommunen vurderer, om betingelserne for pension er opfyldt, ligesom det er kommunen, der starter ansøgningsprocessen op. 

Min A-kasse

Min A-kasse sætter en ære i både at holde kontingentet nede og servicen i top. Heldigvis er vi blandt de billigste a-kasser i Danmark, samtidig med at Min A-kasse ligger i top på medlemstilfredshed i både MSI og STARs undersøgelser. 

Denne hjemmeside bruger cookies. Læs mere om vores cookies på siden fortrolighedspolitik. Jeg accepterer cookies fra dette website
Accepter