Fik ferietiden dig til at tage dit arbejdsliv op til revision? Skal der ske noget helt nyt i din karriere? Eller er du nyuddannet og skal søge dit første job? Læs med og få Min A-kasses gode råd til, hvad du skal forholde dig til, når du søger job.

”Du skal bare sælge dig selv”. Det råd har du formentlig har hørt en del gange, når du søger nyt job. Men det er lettere sagt end gjort. Måske er du ikke lige sælgertypen, der kan glorificere dine kvaliteter og kompetencer i hurtige vendinger. Og hvorfor er det overhovedet vigtigt at sælge, når nu du og dit CV matcher stillingen perfekt?... Jobsøgning er en kompliceret sag, hvor mange forhold skal gå op i en højere enhed, før du kan skrive under på ansættelseskontrakten. Det kræver grundigt forarbejde og en sikker strategi. Her får du fem gode råd fra Min A-kasses jobkonsulent og karrierevejleder Annette Nielsen.

1. Skil dig ud på den gode måde

”Send os din motiverede ansøgning”… Sådan lyder det ofte i jobannoncen, og måske trækker du på smilebåndet - for du har i hvert fald ikke har tænkt dig at sende en umotiveret ansøgning. Men hvad dækker den motiverede ansøgning egentlig over?

- Det handler om, at du på det personlige og det faglige plan skal vise, at du er en unik kandidat til jobbet, og at du har sat dig grundigt ind i både de konkrete arbejdsopgaver og hvad virksomheden står for. Der vil være rigtig mange nyttige informationer at finde på virksomhedens hjemmeside, men det kan også være en god idé at ringe til den angivne kontaktperson og stille relevante spørgsmål om jobbet og arbejdspladsen. Og det kan give pote i sidste ende, hvis din opringning bliver husket, siger Annette Nielsen. Hun fortæller også, hvad der er absolut no-go – nemlig at kopiere en tidligere ansøgning.

- Jo mindre materiale, man genbruger fra ansøgning til ansøgning, jo bedre. Det er meget fristende at have en generel standard-ansøgning, hvori man så ændrer et par linjer her og der, men det vil ofte skinne igennem og din ansøgning vil blive kasseret, siger Annette.


2. Vær fleksibel med jobtitler

Måske har du i mange år haft den samme jobtitel, og har svært ved at identificere dig med en anden titel. Men der er næsten gået inflation i, at engelske titler som Front Line Officer, Key Account Manager og Supply Chain Manager erstatter de velkendte danske stillingsbetegnelser. Og det må du ikke lade dig skræmme af, lyder rådet fra Annette Nielsen.

- Så længe du kan identificere dig med arbejdsopgaverne, og de falder inden for dine faglige kompetencer, må du ikke tøve, fordi du ikke lige kender jobtitlen. Lav eventuelt en Google-søgning, så du er helt sikker på, hvad jobbetegnelsen dækker, siger hun.

3. Brug dine sociale medier med omtanke

Flere og flere arbejdsgivere bruger sociale medier som del af rekrutteringen. Det kan betyde, at din arbejdsgiver kan få et indtryk af dig, hvis du offentligt deler opslag og billeder på fx Facebook og Instagram. Og det siger sig selv, at dukker det ene festbillede med store fadøl og drinks op efter det andet, kan indtrykket af dig som en professionel og pålidelig medarbejder blive lidt skæmmet.

- Overvej derfor at job-sikre din profil ved at tænke over, hvilket image dine posts og billeder giver af dig overfor en kommende arbejdsgiver, siger Annette Nielsen.

- En målrettet og gennemarbejdet LinkedIn profil kan dog redde meget hjem, så husk også løbende at opdaterede din profil her, lyder rådet fra Annette Nielsen, der opfordrer alle jobsøgende til ikke bare at oprette en LinkedIn profil, men også at være aktiv ved at kommentere og like dit netværks opslag. På LinkedIn har du nemlig en unik mulighed for at skabe synlighed om dine kompetencer og faglige interesser, og gøre dig søgbar over for fx headhuntere og rekrutteringsbureauer.

4. Netværk, netværk, netværk

Kender du nogen, der kender nogen, der kender nogen…? Så er det guld værd, når du søger job. Analyser viser nemlig, at over halvdelen af stillinger i både den offentlige og private sektor bliver besat via netværk.

- Nogen vil måske opleve det som udnyttelse og at trænge sig på, når man spørger venner og bekendte til jobmuligheder. Men hvis du ikke gør det, er der bare andre der gør det, så der er al mulig grund til at bruge de relationer, du har til at understøtte jobsøgningen, siger Annette Nielsen.

- Herudover er det også en god ide at netværke med folk, som er inden for samme branche eller i samme situation som dig selv. Det gælder ikke mindst, hvis du er arbejdsløs. Her er det rigtig godt at komme ud og tale med ligesindede og få ny inspiration og feedback. Det kan godt være, at I kæmper om de samme jobs, og at jobbet går til sidekammeraten. Men så kan det jo være, at han eller hun kontakter netop dig, når der er brug for en ny kollega, siger Annette.


5. Få hjælp fra din a-kasse

Er du medlem af en a-kasse, vil du kunne få rigtig god hjælp og vejledning til at få styr på både jobsøgningen, og hvor du skal hen i din karriere.

- Min A-kasse har en række tilbud om gratis job- og karriererådgivning, hvor vi hjælper dig med at definere dine mål og afklare styrker og udviklingsområder. Vi giver sparring på dit CV og kan coache dig i forbindelse med brancheskift, eller hvis motivationen til at søge jobs begynder at dale. Vi kan også komme med gode råd til selve jobsamtalen, og hvordan du forholder dig til fx personlighedstest, logiske tests og færdighedstest. Og vores vejledning er altid individuelt tilpasset, så vi tager udgangspunkt i de personlige og faglige kvalifikationer, netop du besidder, siger Annette Nielsen.

Du kan læse meget mere om jobsøgning og karriereudvikling på min A-kasses jobsøgningssider.

 

Min A-kasse

Min A-kasse sætter en ære i både at holde kontingentet nede og servicen i top. Heldigvis er vi blandt de billigste a-kasser i Danmark, samtidig med at Min A-kasse ligger i top på medlemstilfredshed i både MSI og STARs undersøgelser. 

Denne hjemmeside bruger cookies. Læs mere om vores cookies på siden fortrolighedspolitik. Jeg accepterer cookies fra dette website
Accepter